Københavns Forsamlingshus 2023

I efteråret holdes der åbne morgensamlinger syv torsdage i træk på Vartov, hvor meningsdannere sætter tidens vigtigste spørgsmål til debat.

Vartov, Farvergade 27, 1463 København K
klokken 08:00-09:00

Du kan herunder læse om indholdet i de 7 forskellige debatter samt se de specifikke datoer:

Kaffe KF23 2

Hvor mange må vi elske?

I Danmark må man ikke være gift med mere end én ad gangen, men hvorfor egentlig ikke? Er den erotiske kærlighed eksklusiv? Og er det statens opgave at mene noget herom? Og hvordan har vores syn på eksklusivitet i kærlighedsforhold udviklet sig over tid?

Torsdag d. 26/10 kl. 08:00-09:00

Ved Anna Steen Hansen, journalist og vært på podcasten 'åbne hjerter'.

Kaffe KF23 2

02-11-2023

Hvornår skal vi betale det, det koster at leve?

Hvad er prisen for det liv, vi lever? Og hvem betaler den? Hvem betaler egentlig prisen for det tøj, vi går i, de varer vi får leveret, den take-away, der kommer til vores dør? Og hvad ville et par sportssko koste, hvis vi skulle betale den fulde pris – dvs. både for klimaaftrykket og for forsvarlige løn- og arbejdsforhold i alle led? Er det muligt at gentænke vores økonomi, så den er bæredygtig, ikke bare grønt, men også socialt. Og hvordan kan vi komme til at betale den pris, vores liv egentlig koster?

Torsdag d. 02/11 kl. 8-9

Rasmus Willig, sociolog, forfatter og medstifter af Foreningens Andelsgaarde samt en af arkitekterne bag Politikens Kritikerskole

Kaffe KF23 2

09-11-2023

Hvordan ser vores digitale fremtid ud?

Internettets barndomstid var præget af demokratisk jubel: Nu kunne man søge højkvalificeret viden fra den mindste landsby i Nepals bjerge såvel som fra New York og enhver, der kunne sætte to ord sammen, kunne komme til orde i den offentlige debat. I mange år har dette imidlertid været billedet på en tabt uskyld og ofte fremstilles tech-giganterne som en trussel mod vores demokrati. Men hvordan ser vi på internettet i fremtiden? Hvilke forandringer er på vej?

Torsdag d. 09/11 kl. 8-9

Mikkel Flyverbom, professor ved CBS, forfatter og medlem af Regeringens Dataetiske Råd

Kaffe KF23 2

16-11-2023

Er en undskyldning et overgreb?

Skal nutidens skolelærere undskylde for fortidens brug af spanskrøret? Skal den danske statsminister undskylde over for indbyggerne på Jomfruøerne (de tidligere Dansk Vestindiske Øer)? Og hvad med de lokale, der dengang bidrog til slavehandel og overgreb? Og hvad gemmer der sig i selvforståelsen hos den, der mener at have magten til at være den undskyldende? Hvorfra kommer den tanke, at nogen har magten til at undskylde over for andre? Og hvordan kan man være majoritet og vedstå sig det?

Torsdag d. 16/11 kl. 8-9

Søren Gosvig Olesen, lektor i Filosofi ved Københavns Universitet

Kaffe KF23 2

23-11-2023

By, land, forstad, vildmark – Hvor skal vi leve vores liv?

Hvis vi gerne vil leve et liv, hvor vi passer på vores natur, klima, biodiversitet og miljø, hvordan gør vi det så bedst muligt? Bør vi rykke i selvforsynende økokollektiver på landet? Eller er det bedre, hvis vi alle bor i ’grønt’ byggeri i byerne, hvor man bor tæt og indgår i en større forsyningskæde? Hvordan indretter vi os til en tilværelse, der bidrager til en positiv forandring?

Torsdag d. 23/11 kl. 8-9

Cecilie Rubow, lektor i Antropologi ved Københavns Universitet og forfatter

Kaffe KF23 2

30-11-2023

Er det vigtigt at være Afrikas ven?

Er Indien, verdens største demokrati, bedste venner med os i Vesten eller med Kina? Og hvad er Indiens forhold til Rusland? Hvem samarbejder Brasilien mest med? Er Kina og Rusland venner eller fjender? Og hvem har de bedste kontakter i Afrika – og hvor vigtigt er det at være Afrikas ven?

Torsdag d. 30/11 kl. 8-9

Mette Thygesen, international direktør for Det Danske Institut for Menneskerettigheder samt tidligere ambassadør i Etiopien

Kaffe KF23 2

07-12-2023

Skal barndommen være god?

Trivselsmålinger i folkeskolen definerer nogle faktorer som negative og andre som positive. Det er fx negativt at kede sig i skolen, og det er negativt at mangle nogen at lege med, mens det modsatte er positivt. Men når de fleste af os kigger tilbage, er det ikke så enkelt at definere, hvad der har været formende erfaringer – på godt og ikke kun på ondt. Så hvordan kan vi tale mere nuanceret om det, der er hhv. ’godt og skidt’ i et barns opvækst?

Torsdag d. 07/12 kl. 8-9

Kirsten Hyldgaard, lektor ved Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse, Aarhus Universitet, idéhistoriker og forfatter